Forholdsregler efter implantatoperation

For det bedste forløb efter det operative indgreb i munden anbefaler vi, at du gennemgår nedenstående punkter nøje.

Blødning

Let siveblødning kan forekomme det første døgn. Undgå fysiske anstrengelser, og hæv eventuelt hovedlejet under søvn. For at undgå blødning er det vigtigt at:

  1. Bide sammen på indlagte gazekompresser i mindst 20 minutter.
  2. Undgå at skylle munden den første time. Herefter kan du drikke normalt, men du bør undgå at ‘gurgle’ munden. Drikke skal gerne være kolde.
  3. Undgå at slikke og suge i såret.
  4. Rygning bør undgås mindst det første døgn.
  5. Undgå at skylle såret. Ved fortsat blødning (klumper af blod), kontakt klinikken.

Lidt siveblødning det første døgn er normalt og kræver ikke særlige indgreb. En smule prikblødning de næste dage kan forekomme.

Smerter

Smerter eller ubehag er mest udtalt i de første 5-8 timer efter, at bedøvelsen er forsvundet. Tag gerne smertestillende tabletter, inden bedøvelsen er ved at ophøre, så effekten er størst, når smerterne begynder. Vi udleverer smertestillende tabletter til det første døgn.

Operationssmerterne vil som regel klinge af efter et døgn, men smertestillende tabletter kan være nødvendige i flere døgn. Vi giver dig en recept på smertestillende medicin.

Betændelse

Betændelse omkring det opererede område kan i sjældne tilfælde forekomme efter et par dage. Symptomerne kan typisk være, at smerterne forværres. Eventuelt opstår feber og spændt hævelse i det opererede område, der føles hård, rød og varm.

Bemærk, at der fra alle sår i munden er en let gullig overflade, der ikke er udtryk for betændelse. Det er sårvæske, såkaldt fibrin, som uden på huden bliver til en skorpe, men som inde i munden bliver et gult betændelseslignende område.

Såfremt du får kraftige strålende smerter efter 3-4 dage, bør du kontakte klinikken, da det kan være tegn på en komplikation, som måske bør behandles.

Kosten

Vi anbefaler blød, eventuelt flydende, kold kost den første dag. Varme drikke bør du helt undgå det første døgn. Varmen fra mad- og drikkevarer kan give efterblødninger, da varme udvider de lokale blodkar. Efter et døgns tid går du gradvist over til din sædvanlige normale kost.

Rygning bør du undgå i hvert fald det første døgn, da helingen påvirker negativt.

Hygiejne

Du bør undgå at børste tænder i det opererede område. For at holde området omkring såret så rent som muligt, kan der skylles med Klorhexidin mundskyllevæske 0.1%, dog helst ikke før dagen efter operationen. Du må gerne børste tænder på normal vis i resten af munden, men ikke samtidig med mundskylningen, da skummidlet i tandpastaen neutraliserer den desinficerende effekt i Klorhexidinen. Du får væsken med vejledning med.

Specielt for implantatpatienter

Hvis en eventuel foreløbig protese trykker på operationsområdet, bør den tages ud til vævet er faldet til ro. Den må under ingen omstændigheder trykke på området. Opsøg klinikken for tilslibning af protesen, hvis der er gener.

 Læs mere:

Din tandlæge på Frederiksberg

Vi gør os meget umage for, at vores patienter føler sig trygge, samt at behandlingerne foregår i en personlig atmosfære. Vi får dejlig, positiv feedback fra vores søde patienter. De fleste nye patienter henvender sig til klinikken via anbefalinger.

Som patient hos Frederiksberg Tandlægerne kan du altid få en akut tid samme dag, hvis du ringer i god tid. 

Vi kan hjælpe dig med at finansiere eventuel tandbehandling. 

Rabatordninger

Studerende med et gyldigt studiekort kan hos os få 15 % studierabat på de frie ydelser, altså de tandbehandlinger, hvor man ikke får sygesikringstilskud.

Vi tilbyder også firmarabat til virksomheder.

Kontakt klinikken, hvis du vil høre mere om vores priser og rabatordninger.