Behov for rodbehandling opstår oftest i forbindelse med, at et hul i en tand (caries) når igennem tandbenet og helt ind til tandnerven. Nerven ligger inde i rodkanalen i midten af tandroden. Når bakterier trænger for langt ind, giver det til sidst betændelse i tandens nerve.
I nogle tilfælde kan smerter fra følsomme tandhalse eller revnede tænder kun fjernes ved en rodbehandling.
Tandkrone- og brobehandling
Herudover kan det blive aktuelt at skulle rodbehandle en tand, efter der er kommet en krone på. Der er ca. 8-9% risiko for at tandens nerve før eller siden dør i forbindelse med tandkrone- og brobehandling. Hvis nerven dør og ikke bliver behandlet, sker det at bakteriernes affaldsstoffer kan brede sig og udvikle rodspidsbetændelse.
Efter et dybt hul i tanden
En rodbehandling kan desuden blive nødvendig, hvis der tidligere har været et dybt hul i tanden. Fyldningen kan nemlig komme til at ligge så tæt på tandnerven, at den sammen med irritamentet fra det forudgående dybe cariesangreb gør, at nerven dør.
Betændelse i tandnerven
Hvis tanden har været udsat for et slag (traume), kan tandnerven også gå til grunde, og bakterier kan efterfølgende invadere det døde væv.
Det er altså bakterier og deres affaldsstoffer, der som følge af ovenstående forhold giver en kronisk betændelse i tandnerven. Symptomerne kan dukke op mange år efter den udløsende faktor. En rodbehandling med fjernelse af tandnerven er nødvendig, ellers vil bakteriernes affaldsstoffer brede sig i tanden og udvikle rodspidsbetændelse. En rodspidsbetændelse komplicerer rodbehandlingen og giver den en dårligere prognose.
En rodbehandling kan altså være nødvendig for at fjerne både en levende, en betændt eller en død bakteriefyldt nerve.