Hvad kan gå galt

Normalt er det ufarligt at få fjernet en visdomstand. Men ligesom ved alle andre operationer er der en lille risiko for komplikationer. Det bliver du altid oplyst om, inden behandlingen påbegyndes.

I uheldige tilfælde kan der opstå betændelse i såret. Det kan give dunkende og stærke smerter. Hvis betændelsen er kraftig, bliver man utilpas og får feber. Der vil opstå en karakteristisk dårlig smag og dårlig ånde. Her er det nødvendigt at komme til kontrol og efterbehandling hos tandlægen, så vi kan hjælpe med at fjerne smerterne. Eventuelt skal man have antibiotika.

I sjældne tilfælde er der en lille risiko for beskadigelse af følenerven, som kan ligge placeret tæt på underkæbevisdomstandens rod. Det kan resultere i snurren, en sovende fornemmelse eller følelsesløshed i en del af underlæben. Heldigvis er sådanne følelsesforstyrrelser oftest forbigående, men i enkelte tilfælde kan de være vedvarende, og det kan være meget generende.

Det kan også ske, at den prop af størknet blod, der ligger og udfylder hullet i kæben, går i opløsning. Det kan gøre meget ondt. Tilstanden hedder “dry socket” og består af en tør knoglelomme, hvor mundhulens bakterier vandrer ned i hullet og sætter sig fast på knoglen. Det kan behandles ved at rense og skylle samt lægge et lokalt desinficerende og smertestillende medikament ned i hullet på et lille stykke gaze.

Vi skal dog understrege, at der er meget lille risiko for alvorlige komplikationer efter fjernelse af en visdomstand.

Kontakt os

Du er altid velkommen til at ringe og bestille en tid i klinikkens åbningstid eller kontakte os i kontaktfeltet herunder. Vi er klar til at hjælpe dig.